Komprimeret fyld: hvor meget materiale skal du købe?

Sådan fungerer beregningen

Hvor meget materiale skal du bestille til en komprimeret fyldning

En fyldning, der skal være fast og bære en belægning, et terrændæk eller en fundamentsgrøft, er svær at budgettere rigtigt. Problemet er ikke selve udregningen, som er enkel. Problemet er, at man ofte regner med det volumen, man ønsker i det færdige arbejde, og glemmer, at materialet fylder mere, før det bliver lagt ud og komprimeret. Hvis du bestiller præcis det komprimerede volumen, mangler du materiale midt i arbejdet, og en ekstra levering i små mængder er ofte dyrere og mere besværlig at få til at passe.

Beregneren løser netop denne forskel. Den tager udgangspunkt i tre ting: arealet, den endelige komprimerede tykkelse og jordtypen. Derudfra finder den det løse volumen, du skal bestille, og antallet af lag, du skal regne med ved udlægningen.

Hvorfor det løse volumen er større

Når jord graves op eller hentes fra en grusgrav, ligger partiklerne løst med mange hulrum imellem. Materialet udvider sig i volumen, og det kaldes opsvulmning. Når det samme materiale lægges ud i lag og komprimeres med en vibrationsplade eller en vibrationsvalse, reduceres hulrummene, og volumen falder igen. Det komprimerede volumen er dog stadig lavere end det løse volumen, du skal bestille, og det er forskellen, beregneren tager højde for.

Beregneren bruger formlen Vl = A × T × Fk. Her er A arealet i m², T den endelige komprimerede tykkelse i m, og Fk konverteringsfaktoren, som afhænger af materialetypen. Produktet A × T giver det komprimerede volumen i m³, og Fk omregner det til det løse volumen. Sammenhængen er lineær: fordobles arealet, fordobles materialemængden, og det samme gælder tykkelsen.

Hvis fyldningen for eksempel er 40 m² og skal være 30 cm tyk, når den er komprimeret, giver A × T = 40 × 0,30 = 12 m³ komprimeret materiale. Det løse volumen bliver så 12 m³ ganget med den faktor, der hører til jordtypen.

Hvordan antallet af lag beregnes

Materialet skal ikke lægges i én tyk bunke. Hvis hele højden fyldes ad gangen, og kun toppen komprimeres, forbliver kernen løs. Den sætter sig med tiden og kan give revner i belægningen eller i gulvet over fyldningen. Derfor skal fyldningen lægges ud i lag, og hvert lag skal komprimeres, før det næste lægges ud.

Beregneren bruger formlen N = afrund.op(T / Tl). T er den endelige komprimerede tykkelse, og Tl er den maksimale tykkelse for hvert lag. Antallet af lag rundes altid op til et helt tal. Hvis fyldningen skal være 0,90 m, og dit udstyr kan komprimere 0,25 m ad gangen, giver 0,90 / 0,25 = 3,6, og du skal derfor bruge 4 lag. Lagene kan fordeles jævnt, så hvert lag bliver 0,225 m, hvilket stadig er under maksimum. Tykkelsen i formlen er den komprimerede tykkelse. Det løse lag, du lægger ud, er tykkere, og det er netop derfor, udstyret skal kunne komprimere lagene helt igennem.

Jordtyperne og konverteringsfaktoren

Beregneren kender fire materialetyper: almindelig jord, sandjord, lerjord og stabilgrus. De opfører sig forskelligt under komprimering.

Sandjord komprimeres relativt let, og den løse volumenfaktor er lavere end for de andre typer. Lerjord holder mere vand og luft mellem partiklerne og kræver derfor mere løst materiale for at opnå samme endelige tæthed. Almindelig jord kan variere meget fra sted til sted, fordi indholdet af ler, sand, sten og organisk stof ændrer sig. Stabilgrus er knust tilslag med en kontrolleret kornkurve og ligger midt imellem, med en mere forudsigelig opførsel.

Hvis du ikke kender materialets egenskaber præcist, bør du bruge standardværdierne som udgangspunkt og lægge en margin oven i. Hvis du har en geoteknisk rapport, eller leverandøren kan oplyse en konverteringsfaktor for det konkrete materiale, bør du bruge den i stedet. Beregneren er et redskab til at få et overslag, ikke en endelig facitliste.

Komprimeringsudstyr

Til små arealer, som en sti, en lille terrasse eller et område ved et skur, er en håndholdt vibrationsplade ofte nok. Den giver god kontrol over tynde lag og kan komprimere hjørner og kanter, som en valse ikke når. På større arealer, som en indkørsel, en tomt med bygningsfundamenter eller en bundfyldning til et terrændæk, er en vibrationsvalse hurtigere og giver en mere ensartet tæthed over hele fladen.

Udstyret bestemmer også, hvor tykke lagene må være. En plade komprimerer kun til en begrænset dybde, og et lag, der er for tykt, bliver kun tæt i overfladen. En valse kan arbejde med tykkere lag, men kun hvis den bruges med den rigtige vibration og antal passager. Juster derfor beregnerens lagtykkelse efter det udstyr, du faktisk har til rådighed.

Typiske fejl

Den mest almindelige fejl er at bestille præcis det komprimerede volumen uden at tage højde for konverteringsfaktoren. Resultatet er mangel på materiale midt i arbejdet, og det kan forsinke hele forløbet.

En anden fejl er at ignorere den maksimale tykkelse pr. lag og forsøge at komprimere alt i ét forløb. Det efterlader en løs kerne, som kan give senere sætninger.

Det er også almindeligt at bruge samme konverteringsfaktor for sand og ler. Forskellen mellem materialerne kan være stor nok til at give en mærkbar fejl i den samlede mængde, og fejlen vokser med fyldningens areal. Derfor er det vigtigt at vælge den rigtige materialetype.

Endelig genbruger nogle muldjord fra grunden, med rødder og organisk stof, til konstruktiv fyld. Organisk materiale nedbrydes over tid og efterlader hulrum, som giver sætninger, som en ren og veludvalgt jord ikke ville give. Muldjord kan bruges i det øverste lag ved beplantning, men ikke som bærende fyld.

Hvornår skal en rådgiver inddrages

Beregneren giver et overslag til budgettering og logistik, men den erstatter ikke et projekt. Hvis fyldningen skal bære et fundament, et terrændæk eller trafik, eller hvis den er høj i forhold til det omgivende terræn, bør der laves en geoteknisk vurdering. Det samme gælder ved kraftige skråninger og tæt på eksisterende bygninger.

Dimensionering af en konstruktiv fyld afhænger af jordtypen, belastningen og dybden, og den kræver ofte en geoteknisk undersøgelse. En ingeniør eller geotekniker klassificerer jorden efter EN ISO 14688, fastlægger den krævede komprimeringsgrad og følger op med forsøg i marken. Komprimeringsgraden kontrolleres typisk ved at sammenligne den opnåede tørre densitet med referencedensiteten fra et Proctor-forsøg efter EN 13286-2.

Hvis arbejdet er omfattet af byggesagen, er det kommunen, der er myndighed, og kommunen kan have egne krav til fundering, afvanding og jordarbejde. Bygningsreglementet (BR18) stiller krav til konstruktioner, og det er en god idé at afklare kravene, før arbejdet begynder.