Beregner for afdragsfrihed på lån

Sådan fungerer beregningen

Afdragsfrihed på lån: hvordan det virker og hvad det koster

Afdragsfrihed er en aftale om, at du i et bestemt antal måneder kun betaler renter og ikke afdrager på hovedstolen. Den samlede løbetid bliver ved med at gælde, så når afdragsfriheden er ovre, skal hele hovedstolen stadig tilbagebetales på den tid, der er tilbage. Derfor er det nyttigt at se to ting samtidig: lettelsen i den månedlige ydelse og prisen for lettelsen i samlede renter.

Hvad er afdragsfrihed, og hvordan adskiller det sig fra andre former for udskudt betaling?

Under afdragsfriheden betaler du hver måned de renter, der er påløbet af restgælden. Restgælden ændrer sig ikke, fordi der ikke sker nogen afdragsbetaling. Det adskiller sig fra en model, hvor renterne ikke betales løbende, men lægges oveni restgælden. I den model vokser gælden, og det beløb, der skal tilbagebetales, stiger betydeligt. Den model dækker denne beregner ikke.

Det er vigtigt at skelne, fordi begge former kan kaldes udskudte betalinger i daglig tale. Låneaftalen fortæller, om renterne betales løbende eller lægges til restgælden. Kontrollér den formulering, før du regner videre med resultatet.

Sådan beregnes ydelsen under afdragsfriheden

Den månedlige rente findes ved at dividere den nominelle årlige rente med 1200. Tallet 1200 kommer af, at renten angives i procent, og at der er 12 måneder i et år. Ydelsen under afdragsfriheden er restgælden gange denne månedlige rente. Formlen er Rm = H × r, hvor H er hovedstolen og r er den månedlige rente.

Ved en nominel rente på 4 % er r omkring 0,0033, altså 0,33 % pr. måned. Den månedlige ydelse under afdragsfriheden er dermed en fast andel af restgælden, så længe renten ikke ændrer sig. Hvis renten er variabel, skal beløbet beregnes igen, hver gang renten justeres.

Ved 0 % nominel rente er r lig med nul. Så er ydelsen under afdragsfriheden også nul, fordi der ikke betales renter. Formlen for den efterfølgende ydelse, Y, får i den situation nul i både tæller og nævner, og den kan derfor ikke bruges direkte. Grænseværdien er i stedet H / n', altså hovedstolen fordelt jævnt over de resterende måneder uden renter.

Sådan beregnes ydelsen efter afdragsfriheden

Når afdragsfriheden er ovre, går lånet over til almindelig afvikling med annuitetsmetoden, hvor hver ydelse er lige stor, og hver måned dækker både renter og afdrag. Formlen er Y = H × r / (1 − (1+r)^(−n')), hvor n' er den resterende løbetid i måneder. Den findes ved at trække længden af afdragsfriheden fra den samlede løbetid i måneder.

Den vigtigste forskel er, at hovedstolen er den samme som ved starten, men der er færre måneder til at afdrage den. Når n' bliver mindre, bliver nævneren i formlen også mindre, og ydelsen stiger. Lettelsen i den første periode betales derfor tilbage med en højere ydelse senere i lånets løbetid.

I eksemplet med 4 % og 30 års samlet løbetid er den almindelige annuitetsydelse omkring 0,48 % af hovedstolen pr. måned. Har man fem års afdragsfrihed, bliver ydelsen efter perioden omkring 0,53 % pr. måned, altså omkring 11 % højere. Med tolv måneders afdragsfrihed er stigningen kun et par procent. Stigningen vokser med længden af afdragsfriheden.

Afdragsfriheden skal være kortere end den samlede løbetid. Hvis den er lig med eller længere end løbetiden, er n' nul eller negativ, og der er ingen resterende måneder at afdrage på. For n' = 0 er nævneren 1 − (1+r)^0 = 0, så Y er udefineret. Beregneren afviser derfor en afdragsfrihed, der er lig med eller længere end den samlede løbetid, i overensstemmelse med hjælpeteksten i feltet for afdragsfrihed.

Renter i alt og merudgiften ved afdragsfrihed

De samlede renter under afdragsfriheden er den månedlige rentebetaling gange antallet af måneder i perioden. Efter perioden afdrages hovedstolen over den resterende tid, og renterne falder i takt med restgælden. Sammenlignet med et lån uden afdragsfrihed, hvor afdragene starter fra første måned, står restgælden højere i hele perioden, og det giver en større samlet rentebelastning.

Merudgiften er forskellen mellem de samlede renter med afdragsfrihed og de samlede renter uden. Den vokser med længden af perioden, fordi hver måned uden afdrag lader hovedstolen stå og forrente sig endnu en måned. Den vokser også med renteniveauet: ved en lav rente bliver merudgiften mindre, og ved en høj rente bliver den tydeligt større. Beregneren viser begge tal, så du kan vurdere forskellen direkte i resultatet.

Hvornår giver afdragsfrihed mening, og hvornår gør den ikke

Afdragsfrihed kan give mening, når presset på økonomien er midlertidigt, og du har en tydelig plan for, hvordan ydelsen dækkes, når perioden slutter. Det gælder for eksempel en kortere periode med lavere indkomst, en midlertidig stigning i andre faste udgifter eller en renovering, der er planlagt til at give mere værdi i boligen.

Den giver normalt ikke mening, hvis problemet er strukturelt. Hvis indkomsten permanent er lavere end udgifterne, udskyder afdragsfriheden blot problemet, og prisen stiger. Den bør heller ikke bruges til at finansiere et køb, som du ikke har råd til på længere sigt.

Der er også en ejendomsmæssig side. Under afdragsfriheden opbygges ingen ejerandel gennem afdrag, så hvis boligens værdi falder, er der mindre polstring mod et tab. Det er værd at tænke over, hvis du forventer at sælge eller refinansiere, før perioden er ovre.

Variabel rente og ændringer under lånets løb

Beregneren forudsætter en fast rente gennem hele lånet. Lån med variabel rente følger ofte et referencerentesystem, for eksempel CIBOR eller DESTR. Når referencerenten ændrer sig, ændres renten på lånet, og både ydelsen under afdragsfriheden og ydelsen efter perioden ændrer sig med den. Det er låneaftalen, der angiver, hvilken referencerente lånet følger, og det bør du kontrollere der.

Ved variabel rente bør du gentage beregningen, hver gang renten justeres, og bruge den rente, der gælder på det konkrete tidspunkt.

Typiske fejl ved vurderingen

Den hyppigste fejl er at kigge kun på den lavere månedlige ydelse. Lettelsen er reel, men den har en pris i renter, og prisen vises først, når du sammenligner med et lån uden afdragsfrihed.

Den næste fejl er at antage, at ydelsen vender tilbage til det gamle niveau, når perioden er ovre. Det sker ikke. Ydelsen stiger, fordi der er færre måneder tilbage at afdrage på.

En tredje fejl er at sammenligne lån på nominel rente alene. Den nominelle rente medregner ikke gebyrer, så to tilbud med samme rente kan have forskellig ÅOP. Sammenlign derfor ÅOP og de samlede omkostninger, ikke kun renten.

En fjerde fejl er at sammenligne lån med forskellig løbetid uden at tage højde for det. En kortere løbetid giver højere ydelse, men lavere samlede renter, og det kan skjule en reel forskel i prisen.

Hvad du bør kontrollere, før du accepterer en aftale

Kontrollér længden af afdragsfriheden, om den kan forlænges, og hvad der sker med ydelsen, når perioden slutter. Læs også de samlede omkostninger i det europæiske standardiserede oplysningsark (ESIS), som långiveren skal udlevere, før du accepterer et lånetilbud. ESIS er fastsat i EU-reglerne for kreditaftaler og giver et sammenligneligt overblik over ÅOP, samlede beløb og betingelser i aftalen.

Kreditaftaleloven fastsætter, hvilke oplysninger långiveren skal give, og lovteksten findes på retsinformation.dk. Finanstilsynet fører tilsyn med finansielle virksomheder. Hvis du er i tvivl om dine rettigheder, bør du først henvende dig skriftligt til långiveren. Ved større beslutninger kan en registreret kreditformidler også hjælpe med at sammenligne tilbud, men du bør stadig selv kontrollere beregningerne.

Beregneren giver et estimat ud fra de tal, du indtaster. Den erstatter ikke låneaftalen, og de præcise vilkår afgøres af den konkrete aftale med långiveren.